Har du overvejet hvilken følelse, der giver dig lyst til at dele eller kommentere et opslag på de sociale medier?
Alt for ofte er det en negativ følelse, der gør at vi vil dele noget. “Vi må da gøre noget!”, “Det er også for dårligt!” eller “Hold da kæft hvor åndsvagt!”, kunne være katalysatoren der får dig til at dele et opslag. Men vi er ret dårlige til at faktatjekke inden vi gør det.
Faktisk bliver misinformation delt 6 gange så meget som fakta på sociale medier. Forstil dig at modstanderen får 6 mål, hver gang du får et.
Eller kage… Hvis du tager et stykke, for den anden 6 stykker. Det kan i princippet være en hel kage til den anden, når du kun får ét stykke. Ét! 1!
Det er jo underligt at vi har så meget information og fakta til rådighed, men alligvel vælger vi at dele misinformation eller fake news (og her tænker jeg selvfølgelig på Norm Macdonald, der lavede fake news lang bedre og længe før, en hvis anden person du tænker på).
Hvorfor gør vi så det?
“Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi. Vores opmærksomhed er en resurser. Så derfor kan man spekulere i, hvilken slags information folk er villige til at bruge deres sparsomme resurser på”, fortæller Professor Vincent Hendricks til Nokolaj Sonne i programmet “Fremtiden er her”.
“Hvad der er viralt er ikke nødvendigvis sandt. Og hvad der er sandt er ikke nødvendigvis viralt.“
– Vincent Hendricks
Professor, dr.phil., ph.d. samt leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet
Skal ting gå viralt, viser undersøgelser, at det skal vække vores negative “aktivitetsmobiliserende følelser”. Vores opmærksomhed og koncentration er begrænset og kan ikke spares op, som fx man kan med penge. Det betyder; at du ikke kan være opmærksom med 120 km/t hele dagen, men omvendt så er der altid benzin på hjernen, så du løber aldrig tør, og er altid opmærksom på et eller andet, men der er tidspunkter hvor du ikke er så opmærksom, eller for tænkt sig ordenligt om. Som en boksekamp har du også paraderne nede, hvis du er træt, eller der kommer informationer fra en kilde, du på forhånd har godkendt som værende troværdig.
“Studier viser, at det, der larmer, og i særdeleshed de temaer, der pirker til menneskers vrede, angst eller indignation – vrede over bilagsrod; angst for, at de fremmede kommer; indignation over politikernes pensioner eller socialt bedrageri – er meget smitsomt på nettet og kan tage uforholdsmæssigt megen opmærksomhed”, skriver altinget.dk og fortsætter: “Vrede, angst og indignation er følelser karakteriseret ved, at de animerer os til at gøre noget – dele, kommentere, synes godt om eller kritisere. Sådanne følelser kendes inden for psykologien som ‘negative aktivitetsmobiliserende’ følelser. Over for dem står de ‘positive aktivitetsdemobiliserende’ følelser såsom lykke, glæde eller sympati. Det er tilstande, vi er i, uden man selv eller andre tilskyndes til at gøre noget ved det. Skriver man på nettet, ”Hvor er jeg glad i dag”, så vil det ikke i nævneværdig grad blive delt i sammenligning med, hvis man skriver ”Det er også for galt med alle de %%&!@@@#€!! indvandrere, der vælter ind over grænserne”.”
Det er ikke primært algoritmerne der står for at sprede negativt indhold, den anden del af spredningen står vi selv for, fordi vi er oprevede, derfor skal du huske kildekritik.
Men husk også på at de sociale medier lever af at holde vores opmærksomhed og som beskrevet i denne artikel, så kan de gøre det, ved enten at give os mere af det vi bevidst vil have, eller det der taler til vores reptilhjerne og vækker vores negative aktivitetsmobiliserende følelser. De sociale medier er en privat virksomhed, der skal tjene penge og det gøres lettest ved at foie gras fodre os med negativt indhold og ikke udelukkende med kattevideoer
.
Foie gras fodring: Ved tvangsfodring føres et 20-30 cm rør ned i dyrets spiserør to eller tre gange om dagen i to uger (ænder) eller 3 uger (gæs) for med magt at få dyret til at indtage meget store og helt unaturlige mængder foder. En fed blanding af majs og olie pumpes ned i deres mave ofte ved hjælp af trykluft.
Whistlebloweren Franches Haugen, som stod bag lækagen af interne Facebook-dokumenter til The Wall Street Journal hævder, at roden til problemet findes i algoritmerne, der blev udrullet i 2018, og som styrer, alt hvad du ser på platformen; hvornår, hvor ofte og hvordan. Ifølge hende er de beregnet til at skabe engagement, og virksomheden har fundet ud af, at den bedste form for engagement er den slags, der vækker frygt og had hos brugerne. “Det er lettere at inspirere folk til vrede sammenlignet med andre følelser,” sagde Haugen.
Du skal ikke tro på alt, hvad du læser
Inden du trykker “del” næste gang, så bør du overveje:
- Hvad er det for en kildetype Lovtekst, retsdokument, brev, tale, historieskrivning etc.?
- Hvem er kildens afsender? Hvem har skrevet kilden og hvorfor?
- Hvornår er kilden skrevet/fra? Er den samtidig med de begivenheder, den beskriver eller mange år efter?
- Er det en primær eller en sekundær kilde? Er kilden er en afskrift af en anden kilde?
- Er det førstehånds- eller andenhåndsoplysninger? Var ophavsmanden tilstede, da det skete, eller er det noget, han har fået fortalt af andre?
- Hvem er modtageren? Er du overhoved målgruppen, eller lader du dig forarge fordi du ikke forstår afsenderen?
- Hvad siger andre kilder? Kilden kan jo indeholde forkerte oplysninger. Det er også sundt at lade sig udfordre fra andre kilder, end dem man altid opsøger.
Den kildekritiske værktøjskasse. Pointen med kildekritik ligger i ordet: du skal være kritisk over for, om din kilde er god nok til at besvare dit spørgsmål.
Når du bruger kilder – uanset om de er ældgamle eller fra i går – skal du overveje overstående.
Kildekritik
Man burde have det på skoleskemaet – og hvis man allerede har det, så er næste problem at Ekstra Bladet lukkede for forumet Nationen, og lod de mennesker gå løs på resten af internettet, hvor de som Carsten Eskelund så smukt sagde det:
Nationen er Ekstra Bladets debatforum, hvor folk forsøger at slå hinanden ihjel med ord, sådan de tror de staves.
– Carsten Eskelund